fredag den 23. april 2010

Du er iskold...

Skrevet af Ane Haahr Andersen

Jeg bestiller og modtager nåle og teststrimler til min blodsukkermåler ca. en gang i kvartalet. Det har jeg gjort i snart 8 ½ år – altid fra samme firma. Jeg fik en ny pakke hjem for et par dage siden og i toppen af den, lå en lille folder: ”Har du diabetes?” stod der på forsiden af den lille informationsfolder om diabetesforeningen, det åbenbart var.
Jeg fandt det lidt ironisk. Hvad regner de egentlig med? Hvad skulle jeg dog ellers bruge nåle og teststrimler til, og hvorfor skulle jeg ellers have et kundenummer hos dem, der hovedsageligt forhandler varer til diabetikere?



Dette er bare et lidt komisk tilfælde, men jeg må faktisk tilstå, at jeg har et problem med fagfolk. Med fagfolk mener jeg primært læger, laboranter og sygeplejersker, men kommunens medarbejdere og lignende offentlige ansatte kan også nævnes. Og de er selv ude om det.

Jeg har desværre rigtig mange dårlige oplevelser med dem.
Der var lægen, der kiggede ned og ikke vidste hvad han skulle sige, da jeg svarede ham, at det ikke gik godt med min sukkersyge. Han fandt bare sine skemaer frem og viste mig, at når mit blodsukker lå for højt, så skulle jeg tage noget mere insulin. – Og det ville løse problemet?
Og der var psykologen, som tilbød mig lykkepiller for at kurere min frustration over at have diabetes. Jeg trængte jo bare til ikke at føle mig syg.
Der var sygeplejersken, der tog det personligt, når jeg var utilfreds med min diabetes – og blev sådan lidt sur.
Og så var der laboranten…
Jeg skulle have taget rutineblodprøver. Irriteret over ikke at kunne spise morgenmad inden, da man skal være fastende, møder jeg regnen udenfor, men jeg beslutter mig for at tage turen uden regntøj.
Som vandet langsomt trænger igennem alt mit tøj sammen med kulden, fortryder jeg mere og mere bitterligt. Og så virker min ipod ikke engang.
Da jeg så endelig sidder hos laboranten og trækker mit ærme op for at hun kan stikke, udbryder hun: "Nej, du er jo iskold!"
"Jeg har også lige været ude på en meget lang cykeltur", siger jeg forkomment, mens jeg mindes de sidste 40 minutter, og gnider mig lidt på de gennemblødte, klistrende, kolde cowboybukser. Jeg er glad for hendes medfølelse, indtil jeg kigger op, og ser på hendes øjne, at det bestemt ikke var medfølelse.
"Det er simpelthen så svært at få noget blod ud, hvis man er så kold", siger hun og sukker irriteret, men under et minut efter, står hun alligevel med de to små glas blod, som hun skal bruge, og kan sende mig ud i regnen igen, med et stykke vat klistret på min iskolde arm.


De skulle vide, hvor meget det betyder med øjenkontakt. Og at man føler sig lyttet til og forstået. De skulle vide at det, at føle sig som en ligegyldig patient i systemet, er noget ad den mest tomme, utilfredsstillende og demotiverende fornemmelse, der findes.
Er det virkelig det, der er meningen?

Jeg ved, for jeg har heldigvis også mødt de gode slags fagfolk, at langt fra alle er sådan, heldigvis. Jeg ved også at fagfolk, især læger, har utrolig travlt, og at deres forhold ikke altid er optimale overhovedet, osv., osv... Og jeg ved, at jeg stiller store krav.

Jeg har desværre et problem med fagfolk. Et problem, der giver mig ondt i maven hver gang jeg skal møde en ny en af slagsen, og et problem, der har gjort mig på forhånd skeptisk overfor dem. Problemet er, at de får mig til at føle mig som et problem. Som en besværlighed. Ligegyldig.

Så fagfolk, skulle der være et par stykker af jer, der læser med her – undskyld, hvis jeg er besværlig, og undskyld hvis jeg er et problem. Undskyld, hvis jeg er iskold.
Men helt ærligt?!

14 kommentarer:

  1. Kære Ane.

    Jeg bliver rigtig ked af at læse din blog.
    Stakkels dig.
    Det lyder som om du har det svært med behandlersystemet - og det er jo skidt når man som du har brug for det ofte.
    Det er utroligt vigtigt at have et godt forhold til sin behandler når man har diabetes, da det jo som bekendt er en sygdom der griber afgørende ind i hverdagen på alle måder. Har man ikke et godt forhold til sin behandler så bliver det jo meget svært at få brugbar hjælp.
    Personligt håber jeg at de fleste behandlere trods travlheden prøver at se det menneske (og ikke kun den patient) de møder. Og - jeg er helt enig - en smule omsorg på rette sted er da helt på sin plads.
    Forholdet mellem en person med diabetes og en behandler er meget vigtigt og bør bygge på gensidig tillid. Det er en tillid man kun kan opbygge hvis der er et ønske om det - og det gælder jo fra begge sider. Hvis ikke du har tillid til din behandler - så synes jeg du skal tage en snak med vedkommende om det. Måske bygger det på misforståelser - og gør det ikke det - ja så synes jeg du skal skifte med det samme.
    Som du - så ved jeg at der findes rigtigt gode diabetesbehandlere derude - det gælder bare om at finde den rette.
    Rigtig god jagt!!!
    Mange hilsner
    jane Thomsen
    Diabetessygeplejerske
    Kolding.

    SvarSlet
  2. Hanne Yderstræde3. maj 2010 kl. 18.00

    Kære Ane.
    Jeg bliver da rigtig ked af at læse dit indlæg, som jeg sagtens kan forstå og også være enig i, et langt stykke af vejen.

    Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi som patienter giver udtryk for hvad vi forventer af vores behandlersystem. Personligt har jeg et fantastisk team som jeg samarbejder godt med. Vi plejer at finde en løsning i fællesskab når noget skal på plads.

    Jeg er "fremme i skoene" og forventer en ordentlig, faglig kompetent og gerne humoristisk tone sammen med min behandler, og det er meget sjældent jeg ikke har fået den.

    For at behandleren kan motivere patienten, som jo skal motiveres vidt forskelligt,er det utrolig vigtigt, at de kender os og gerne holder en lille smule af os. Det kan de kun hvis vi spiller med. Hvis dette ikke lykkes tilfredsstillende, skal vi som patienter være langt bedre til at give udtryk for det vi ønsker og føler. Behandleren kan jo ikke gætte hvad vi tænker, og jeg tror ofte at det handler om misforståelser.
    Fortæl din behandler hvad du synes om jeres samarbejde, som dengang jeg skulle opereres af en øjenlæge jeg ikke var tryg ved og ikke brød mig om. Det fortalte jeg ham, og han satte tid af til at komme og snakke med mig dagen før operationen, som heldigvis gik godt. Den gestus gjorde, at jeg var tryg og tillidsfuld, og i dag holder jeg meget af den pågældende læge...

    Jeg håber du får et bedre forhold til dine behandlere, for vi skal alle opføre os ordentligt og tale sammen og ikke bare til hinanden.

    God kamp.

    Bedste hilsner
    Hanne, type 1 diabetiker gennem 44 år.

    SvarSlet
  3. Tak for jeres kommentarer og medfølelse. Jeg vil gerne med det samme understrege, at jeg i dag er tilknyttet en læge og en sygeplejerske, som jeg begge er MEGET glade for, og ikke kan sige noget som helst dårligt om.
    Så de dårlige oplevelser stammer fra tidligere fagfolk - ikke desto mindre har der været så mange dårlige oplevelser med dem, at jeg får denne her dårlige fornemmelse i maven, når jeg står overfor at skulle møde nye fagfolk, hvilket jeg som diabetespatient skal fra tid til anden.
    Det, jeg primært ønsker med dette indlæg, er at skabe debat om fagfolk og deres måder at håndtere deres patienter på.
    Som det må fremgå, synes jeg i mange tilfælde ikke det virker som om, at fagfolk ved så meget om patientkontakt, som jeg synes, de burde, og det er rigtig ærgerligt.
    Men er det kun mig, der har oplevet dette?

    SvarSlet
  4. Hanne Yderstræde6. maj 2010 kl. 12.10

    Hej igen.

    Nej du har helt ret Ane, mange fagfolk ved ikke hvordan de får en god patient kontakt. Jeg holder af og til foredrag for læger og sygeplejersker omkring motivation.
    Som jeg tidligere skrev til dig, så er der meget at hente, både fra patient og fagfolk.
    Vi skal være bedre til at fortælle hvordan vi gerne vil behandles, og fagfolk skal lære at lytte mere til os så motivationen kan optimeres.

    Jeg tror det gælder begge veje, og det er du sikkert enig med mig i.


    Bedste hilsner
    Hanne

    SvarSlet
  5. Kjeld Bruun-Jensen6. maj 2010 kl. 15.57

    Kære Ane

    Jeg har fulgt debatten omkring ”gode og dårlige behandlere”, og finder den både vedkommende og interessant. Faktisk har jeg lige afsluttet en større undersøgelse, der bekræfter, at du ikke er ene om dine oplevelser. Jeg har således undersøgt dialogerne fra Diabetesforeningens chatbaserede tilbud om psykologbistand, og ”uheldige oplevelser med sundhedsvæsenet” går igen i materialet. Analysen afdækker således diverse oplevelser med sundhedsvæsenet og generelt har oplevelserne en negativ karakter. Faktisk findes der kun en enkelt positiv passage, hvor en sygeplejerske roses fordi hun var flink, og fordi hun hørte efter, en adfærd som vel burde være en selvfølge. Vi kan selvfølgelig ikke konkludere at sundhedsvæsenets håndtering af diabetes generelt fører til dårlige oplevelser for patienterne, men i dette projekt er det i hvert fald påfaldende, så mange dårlige oplevelser, der bliver refereret. Et forhold, hvortil der kan knyttes både bias og et utal af forklaringer.
    Der findes kun få undersøgelser af patienttilfredsheden blandt diabetikere. Et svensk studie har dog, ved en interviewundersøgelse af 44 tilfældigt udvalgte type 2 patienter, klarlagt en række parametre der fører til utilfredshed hos patienterne. Studiet konkluderer, at selvom der er gjort meget for at individualisere diabetesbehandlingen og for at fremme kommunikationen med patienterne, er der stadig mange der oplever mødet med sundhedsvæsenet utilfredsstillende. De dårlige oplevelser indeholder elementer, der føles som en trussel mod patienternes identitet og selvforståelse. De oplevelser patienterne beretter om i det svenske studie er:

    •Oplevelsen af utryghed.
    •Manglende tillid til behandleren.
    •Tab af autonomi, dvs. tab af selvbestemmelse
    •Uenighed omkring behandlingens mål.
    •Manglende respekt fra behandlerens side.
    •Følelsen af at være uvelkommen i konsultationen.

    Det er interessant, at en del af disse parametre stemmer overens med de oplevelser brugerne af Diabetesforeningens psykologrådgivning beretter om. Er I interesserede i at se nærmere på undersøgelsen, kan i downloade den på flg. link:

    http://www.diabetes.dk/Forskning/Undersoegelser/Psykologisk_diabetesraadgivning_online.aspx

    De mange chatdialoger fra rådgivningen, har givet os mulighed for at få et indblik i, hvilke problemer, der er særligt vanskelige for diabetikere at håndtere.

    Mange hilsner

    Kjeld Bruun-Jensen
    Diabetesforeningen

    SvarSlet
  6. Hej Kjeld.
    Det er da både dejligt og ærgerligt, at jeg ikke er ene om mine oplevelser. Må man spørge hvorfor denne undersøgelse er lavet, og om der som følge af resultatet bliver gjort noget for at lave om på problemet?
    Hanne pointerer i en ovenstående kommentar, at et godt patient-behandler forhold kræver en indsats både fra behandler og patient. Jeg ville selv have svært ved at føle retten til at "fortælle hvordan jeg gerne vil behandles". - For det er jo behandleren der er den professionelle??

    Uanset - så burde der vel gøres noget?

    SvarSlet
  7. Hanne Yderstræde27. maj 2010 kl. 21.52

    Ja, men Ane, det er dig, som patienten, der mærker hvor og hvordan det gør ondt hvis ikke den behandling du får af de professionelle, gør godt.
    Jeg vil gerne understrge, at jeg ikke mener, at vi som patienter skal være "behandlere", men vi har hele den praktiske viden og erfaring om vores sygdom, så det er nødt til at være et samspil. Vi er langt fra ens at behandle.
    Jeg ved godt, at det for nogle, måske endda mange, patienter, er svært at fremstille sine behov og ønsker, men med en kronisk sygdom er vi nødt til at forsøge.
    Jeg hører også mange udtalelser fra læger som fortæller, at mange patienter kommer ind og sætter sig og forventer at lægen nu skal "læse" deres tanker og problemstillinger, uden at "spille" med, og det synes jeg ikke er rimeligt.

    Bedste hilsner
    Hanne

    SvarSlet
  8. Kjeld Bruun-Jensen31. maj 2010 kl. 15.07

    Hej Ane

    Du spør’ hvorfor undersøgelsen er lavet, og svaret er, at den er lavet fordi:

    1.Vi gerne ville tilbyde psykologisk bistand til mennesker med diabetes
    2.Vi gerne ville afprøve om chat-mediet egnede sig til formålet
    3.Vi gerne ville have et overblik over, hvilke psykologiske problemer personer med diabetes og deres pårørende kæmper med.
    4.Vi gerne ville etablere en viden, der kunne anvendes i argumentationen for, at psykologhjælp i højere grad skal gøres tilgængelig for mennesker med diabetes.

    Som følge af resultatet af undersøgelsen, er chat med psykolog Agnete Hvidberg nu et fast tilbud til foreningens medlemmer. Derudover arbejder foreningen politisk for at psykologhjælp i højere grad skal gøres tilgængelig for mennesker med diabetes.

    Du skriver også ”at du selv har svært ved at føle retten til at "fortælle hvordan du gerne vil behandles". - For det er jo behandleren der er den professionelle??”. Jeg tænker i den forbindelse, at ”retten til at fortælle” her måske burde erstattes af ”retten til indflydelse på og dialog omkring hvordan sygdommen behandles” Dialog og tid til dialog er – efter min mening – utroligt vigtige faktorer.

    Mange hilsner
    Kjeld

    SvarSlet