torsdag den 25. marts 2010

Vælger vi det virkelig selv?

Skrevet af Ane Haahr Andersen

”…man kan synke ned i sin sygdom og ende med at lade den styre sit liv og være sin identitet, og der kommer der ikke meget positivt ud af…”

Det skrives der i en kommentar på en af mine tidligere blogindlæg. Og det kan der ganske givet være noget om. Det kommer fra en, der selv har diabetes – og endda også andre diagnoser oven i hatten, så han må vide hvad han snakker om, og man kan ikke andet end at sende en stor respekt til ham, for hans måde at takle det hele på. Jeg håber, det er i orden, at jeg griber fat i hans kommentar.


I mit hoved er han røget ind under kategorien ”elite-diabetiker” – en af dem, der ikke synes, der er nogle problemer ved at have diabetes. Eller en af dem, der formår at leve op til det velmenende råd jeg fik af en anden diabetiker for et par år siden: ”Diabetes er kun et problem, hvis du gør det til et problem. Så det skal du bare lade være med.”
Hvis man dømmer efter kommentarerne til mine tidligere blogindlæg, får man umiddelbart det indtryk at mange, ligesom jeg, ikke altid synes, at diabetes er uproblematisk.

Det jeg undrer mig over er: Vælger man virkelig selv om man gør det til et problem eller ej? Vælger man selv at synke ned i sin sygdom eller at lade være?

Hvis det er noget man selv vælger, hvorfor vælger så mange så at gøre det til et problem? Alle os, der ikke er elite-diabetikere, hvorfor i alverden vælger vi at gøre et problem ud af det, hvis vi kan lade være?

Kan vi godt lide medlidenheden? Opmærksomheden? Medfølelsen?
Har vi bare ikke opdaget, at vi selv kan vælge om det skal være et problem eller ej?
Uanset, hvordan er det så meningen, at vi skal få det med os selv, når nu eliten fortæller os, at det er sådan det er?

Vi vælger ikke selv at få diabetes, men vælger vi virkelig selv, om vi gør det til et problem eller ej?

12 kommentarer:

  1. Kære Ane

    Nej vi vælger ikke selv, om det skal være problematisk eller ej at være diabetiker. Der er perioder af mine 24 år med diabetes, hvor det har været nemt, ikke at gøre det til et problem, og der har ved gud også været perioder, hvor det ville have været dejligt at kunne sige - nå nej høje blodsukre, vægtøgninger, stress, fodproblemer, karforandriner det er da ikke noget problem - det kan jeg jo bare selv vælge.

    Men nej det kan jeg ikke selv vælge - når jeg kæmper med at få pæne bs, - træner, holder diæten og alligevel ikke kan få has på de sindsygt høje bs - så kan jeg ikke ændre det faktum at, hvis det sker i længere tid så får det konsekvenser for mit liv på sigt, men også på min livskvalitet mens det står på.

    jeg bliver ked af at "eliten" går ud og fortæller hvor nemt og lykkeligt det hele er - for det gør at - ihvertfald - jeg føler mig endnu mere uduelig og tænker - det er nok også bare mig.
    Det er let for nogen at være diabetikere og jeg er oprigtig glad på deres vegne, - men vi andre der ikke har det så nemt vælger ikke selv af falde hen i selvmelidenhed og klynkeri - vi kæmper for at holde fanen højt - vi forsøger at få det til at fungere, men det højner ikke selvværdet at høre eliten sige at det er problemfrit, - for så er jo min egen skyld...

    Jeg siger ikke at vi skal sidde i rundkreds og bekræfte hinanden i at det er svært at være diabetikere, men jeg ønsker at der skal være åbenhed om at det kræver noget af den enkelte at være diabetiker. Der er jo også stor forskel på hvad vi er udstyret med fra naturens hånd. Nogen er mere optimistiske end andre, - vi er lige så forskellige som alle andre "normale" Nogen er så heldige at have arbejdspladser, hvor det er nemt og accepetert at der er særlige hensyn der skal tages, andre er i en livsfase hvor det er svært at få tid til at passe på sig selv, eller har job hvor det er svært at få tingene til at gå op i en højere enhed.

    For mig er det at være diabetiker ligesom at køre rutchebane. Nogen gange kører det bare lige ud, men jeg ved aldrig hvad der gemmer sig efter næste sving - går det op - eller går det ned. Nogen gange holder jeg vejret og tænker - der må ske det der sker - andre gange stemmer jeg imod og skriger og klamrer mig til det der nu er at holde fast i. Nogen gange banker adrenalinet rundt så jeg får stress og andre gange er det som en tur i baljerne.

    Sådan er livet vel også i almindelighed - men jeg bliver altså træt af "de hellige" - "eliten" - "leif Lalleglad" eller hvem det nu er der giver os andre følelsen af at vi jo bare kan vælge at være glade - måske er de virkelig nogen der kan og dem beundrer jeg - men vi andre skal altså have lov til også at sige "sgu" og synes at det er svært.

    Jeg tror på åbenhed - både af den positive , men også af den mindre "yndige" af slagsen.
    - Åbenhed - det kan vi vælge selv - Vi kan vælge at kæmpe eller lade stå til -men om det er problematisk eller ej - Nixen - det tror jeg ikke på at vi vælger selv.

    SvarSlet
  2. Hvor er ENIG-knappen?

    Jeg har været i både den ene og den anden lejr. Og en ting er jeg også helt sikker på, man vælger ikke selv. Selvfølgelig kan man gøre noget forkert, men mange af os har oplevet, at selvom vi gør alt det "rigtige", så har vi alligevel haft problemer.

    Næ, desværre tror jeg på den højere magt, der hedder HELD. Jeg har de sidste par år haft det super godt med min diabetes. Jeg lever ikke mere rigtigt end dengang det gik skidt. Så - jeg føler mig heldig - meget heldig...

    Kvinde 40 år - diabetiker gennem 15 år

    SvarSlet
  3. Hej Ane.

    Uden relevans: Hvad er der i dit glas? Jeg håber, det er rødvin.

    Kh Karen

    SvarSlet
  4. Hej Karen, jeg ville ønske, at det var rødvin, men det er nu bare kaffe. :)
    Hvorfor?

    SvarSlet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  7. Jeg frygtede, at svaret var cola light. Sort kaffe giver også respekt herfra.

    SvarSlet
  8. Hej Ane,

    Din blog tager en interessant drejning nu. Det var mig der skrev "man kan synke ned i sin sygdom og ende med at lade den styre sit liv og være sin identitet, og der kommer der ikke meget positivt ud af…”

    Det var ikke ment hverken som en provokation ej heller et forsøg på at blive betragtet som "elite diabetiker" - men mere et indspil til, at vi mentalt kan forsøge at arbejde positivt med den diagnose vi nu hver især går rundt med, og måske undgå at lade sygdommen styre vores hverdag.

    Det er min erfaring, at den mentale process i forhold til sygdom generelt betragtet er vældigt væsentlig - dvs. hvordan vi som "patienter" forholder os til den, bearbejder den og forsøger at undgå at blive "slaver" af diagnosen. Ingen af os diabetikere, cancerramte, sclerose ramte etc. etc. har bedt om sygdommen - men vi skal leve med den - og helst så normalt som muligt. Derfor min kommentar om hellere diabetes end nogle af de andre diagnoser..

    Jeg kan anbefale en lille bog på ca 120 sider der hedder "Transform the way you live and work" af Andy Smith. Den giver nogle værktøjer til hvordan man mentalt kan vende negativt til positivt og håndtere problemer - og i denne sammenhæng måske få en anden vinkel på sin sygdom.

    Mvh
    Stig

    SvarSlet
  9. Helt ærligt ....
    Ja Ane, jeg kender det godt. Mqan tænker : Jeg er da også umulig, hvorfor skal der gå måned efter måned med at være syg af ustabilt blodsukker, og egentlig kun høre fra andre, årh det lærer du hurtigt, det er verdens sundeste sygdom, om en måned er det meget bedre ....
    Min debut kom den 11 oktober 2007. Det værste jeg egentlig har oplevet tror jeg da selv.
    Alle de ting man skal forholde sig til, et nyt liv med sygdommen, som aldrig slipper sit tag, den er en del af mig resten af mit liv. Det syntes jeg var rigtig svært ...

    SvarSlet