fredag den 5. marts 2010

Ironman - hvorfor?

Skrevet af Morten Hasselbalch

Jeg løb mit første maraton i 1996, 23 år gammel. To år efter fik jeg diagnosen type 1-diabetes. Jeg har løbet siden midten af 1980’erne bl.a. i forbindelse med, at jeg har spillet bordtennis på højt plan. At begive sig ud på en maratondistance lå derfor ikke fjernt for mig.


Der gik to år, før jeg igen løb maraton. Det var i maj 1998, hvor jeg var i god form og sigtede på en tid under tre timer. Men noget var galt den dag, noget helt galt. Tre uger senere blev jeg indlagt med type 1-diabetes, hvilket nok havde sin del af forklaringen på et svært maratonløb. Jeg stillede op til en halvmaraton i Helsingør fire måneder senere. Det gik fint, og jeg var klar til endnu et maratonløb i foråret 1999. Og sådan fortsætter det med maratonløb frem til 2010, hvor 13 af dem er gennemført.


Måske var maratonkarrieren allerede sat ind før diagnosen i 1998, det er ikke til at vide, men jeg har også en fornemmelse af, at det, at jeg fik diabetes, gjorde, at jeg var yderligere indstillet på at bevise overfor mig selv, at det ikke skulle knække mig og få mig til at ændre mine drømme. Jeg blev ekstra skærpet i mit fokus og ville løbe flere maratonløb – og diabetes skulle være min helt naturlige passager. Det var udgangspunktet, og for mig et meget vigtigt udgangspunkt for fremtidige udfordringer.

Disse diabetesrelaterede motivationsfaktorer står helt centralt for mig, og er de drivkræfter, jeg har bragt med mig over i triatlonsporten, som jeg startede på i året 2000. Løb kan være hårdt for benene, derfor er triatlonsporten med sine tre discipliner: svømning, cykling og løb en eminent kombination. Triatlon kan dyrkes på forskellige distancer. Fra distancer på ca. 200 m svømning - 20 km cykling - 3 km løb, til den lange og ultimative Ironman-distance på 3,8 km svømning – 180 km cykling – 42,2 km løb. Det er den sidstnævnte Ironman-distance, jeg for anden gang i karrieren kaster mig over den 15. august 2010 i København.

Mere vil have mere, det kender de fleste til. Motivationen til at kaste mig ud i en Ironman igen er ikke drevet af en stræben efter sund livsstil eller vægt, men af især to andre ting:
1) Motion giver mig velværd, energi og overskud.
2) Konkurrenceelementet. Udfordringerne, jeg stiller mig selv, er en stærk drivkræft. Jeg vil
gerne gøre det hurtigere og længere – men kun i konkurrence med mig selv.

Men hvilke overvejelser gør jeg mig så med diabetes i forbindelse med at gennemføre en Ironman? Faktisk ikke så mange, som man kunne forvente. Ironman-distancen kræver først og fremmest en solid portion træning og en mental styrke – diabetiker eller ej. Alligevel skal man som diabetiker tage stilling til: Hvad med balanceringen af blodsukkeret under den megen træning? Vil det skabe et højere langtidsblodsukker? Hvad med sikkerheden under selve Ironman-racet? Hvad sker der, hvis jeg får insulinchok under svømningen i åbent hav? Hvad hvis jeg får for højt blodsukker, får jeg da kramper og kan jeg så gennemføre? Flere af de tanker vil man sandsynligvis støde på under træningen gennem mange måneder.

Hvilke erfaringer og tanker jeg selv har gjort mig, går jeg i dybden med i de næste blogs.

11 kommentarer:

  1. Hej Morten
    Jeg glæder mig til at følge din træning frem mod Challenge Copenhagen. Jeg er selv type 1 diabetiker og ivrig triatlet. Jeg har indtil videre gennemført 5 ironman konkurrencer, men dog kun 1 som diabetiker. Jeg har de senere år tumlet lidt med idéen om at lave et multisportshold for diabetikere, jeg ved at der findes et triathlonhold i Tyskland(Team Accu-chek)for diabetikere, og synes det kunne være fedt med noget lignende i DK. Er det noget du kunne være interesseret i?

    SvarSlet
  2. Hej Morten (og også Andreas)

    Kan jeg mon nogle steder læse om, hvordan i rent praktisk gør med blodsukkerregulering, måling, sukker/madindtag, når i f.eks. løbber marathon.

    Jeg er selv halvtidsprof. håndboldspiller og har trods mange år med diabetes aldrig fundet den helt rigtige formel på et velreguleret blodsukker under sport. Især pga. adrenalin, stress osv. under en kamp.

    Kunne virkelig godt tænke at høre mere om jeres erfaringer.

    Mvh. Mette

    SvarSlet
  3. Hej Andres og Mette

    Tak for jeres kommentarer og spørgsmål.

    Helt sikkert Andreas, jeg er meget interesseret i et multisportshold, og høre om hvordan et sådan kunne fungere. Kontakt mig meget gerne omkring det. Jeg er ydermere meget interesseret i dine erfaringer med ikke bare din deltagelse i Ironman med diabetes, men også hvordan du forholder dig til det at have type 1 diabetes og lave triathlontræning.

    Jeg håber i den forbindelse, at du vil byde ind med dine erfaringer i bloggen, hvor jeg undervejs vil fokusere på træningen i de enkelte discipliner og diabetes.

    Det ligger lidt op til det du spørger om Mette, nemlig hvordan jeg måler undervejs på eksemeplvis en marathon, hvad der indtages og hvor meget osv. Jeg vil gå i dybden med det i løbet af de næste uger. Men indtil videre vil jeg meget gerne henvise til et blogindlæg jeg lavede på www.diabeteschat.dk, hvor jeg har lavet en race-beskrivelse fra et 6 timers løb jeg var med i i oktober 2009 (titlen på indlægget er "6 timers løb med diabetes"). Desuden har jeg skrevet en artikel i Diabetesbaldet i december 2006 om det at løbe marathon med diabetes. MEN, som sagt vil jeg skrive mere om det i de kommende blogs.

    Mht. adrenalin, kender jeg godt din udfordring. Jeg har stået på stregen til et 5 km løb med et start-blodsukker på 8 og kommet i mål med et på 15. Adrenalin har det med at hæve det, og jeg synes det er nærmest umuligt at tage fuld højde for det. For hvor meget adrenalin producere du og hvor meget vil det påvirke dit blodsukker?

    Morten

    SvarSlet
  4. Hej igen

    Tak for svar. Jeg vil prøve at finde det blogindlæg, som du nævner.

    Interessant at du også kender til adrenalin-problematikken. Jeg har endda prøvet at være skadet til en kamp, hvor jeg derfor sad på bænken uden at spille, men alligevel fik løftet mit blodsukker fra 6,5 til 18, fordi jeg var så spændt.

    Er der mon lavet forskning på produktion af adrenalin i forbindelse med sport og diabetes? Det er nemlig umuligt at vide, som du selv skriver. hvor meget man producerer og hvordan BS påvirkes.

    Glæder mig til at læse dine næste blogindlæg.

    /Mette

    SvarSlet
  5. Hej Mette

    Mht. adrenalin, er jeg ikke viden om forskningen inden for dette felt. En anden debattør fra www.diabeteschat.dk, Guido, spurgte en af eksperterne på området 'diabetes og motion' Sheri Colberg om det. Hun svarede (uddrag):

    "Any type of stress, physical or mental, causes a greater release of glucose-raising hormones, particularly cortisol, which greatly increases insulin resistance"

    Med det siger hun altså at stress kan medføre modstandsdygtighed overfor insulin, hvilket kunen forklare vores bekymringer.....men dog ikke gøre os klogere på at handle på det.

    Morten

    SvarSlet