onsdag den 10. marts 2010

En traumatisk oplevelse?

Skrevet af Ane Haahr Andersen

Hvorfor får man sukkersyge?
- Det kan være arveligt, det kan udløses af en traumatisk oplevelse, af stress eller lignende, men der er ikke nogen endegyldig forklaring på, hvornår den indtræder, og hvem den rammer.

Sådan cirka blev det forklaret mig, i sin tid.



Hvorfor fik jeg sukkersyge - helt ærligt? Arvelig? Min fars tante, havde type 2 diabetes, ellers er der ingen, hverken i den nære eller fjerne familie? En traumatisk oplevelse? Den har i så fald have gået min næse fuldstændig forbi, jeg havde det godt. Stress? Vel havde jeg travlt, men ikke mere end normale teenagere i gymnasiet.
Helt ærligt - Det gav aldrig mening for mig, hvorfor jeg fik sukkersyge. Jeg følte det så utilfredsstillende, at der ikke var et ordentligt svar og trængte ligesom til nogen eller noget at bebrejde, eller i det mindste til at forstå det.
Derudover er jeg, umiddelbart i hvert fald, en af de mest lækresultne mennesker, jeg kender. Jeg har nærmest aldrig, indtil for halvandet år siden, dyrket sport med succes, og jeg spiser generelt virkelig meget. Så går jeg rimelig sent i seng, og har ikke en specielt struktureret, eller rutinepræget hverdag. Jeg var også ryger.
Så selvfølgelig var det ikke nemt, pludselig at skulle indordne sig det regelrette og sunde diabetesliv, jeg blev oplært til. Jeg hadede det.

Jeg er også lidt forfængelig. Nok egentlig meget, selvom jeg ikke er glad for at indrømme det.
Jeg tror, det var det, der knækkede filmen: Forfængeligheden medførte en skræk for at blive tyk, og alle de udfordrende diabetesregler medførte, ironisk nok, et behov for at spise en masse usundt.
Kompromisset? – Jeg spiste det usunde, men droppede insulinen.
Resultatet: Jeg tog på, men blev ikke tyk, jeg var ikke ked af det hele tiden, men bestemt heller ikke glad hele tiden, mine langtidsblodsukre var for høje hver gang, og jeg blev irriteret på mig selv, men fik også ondt af mig selv. Jeg klarede mig.
I en lang periode kørte det groft sagt på denne måde – og jeg klarede mig. Men der var denne her forkerte mavefølelse hele tiden.

At få diabetes var den traumatiske oplevelse, jeg ellers ikke syntes at have haft, og det tog mig lang tid at komme videre.
Den forkerte mavefølelse er væk nu – bortset fra en lille stikken, når jeg ind i mellem vender tilbage til hvorfor-spørgsmålet. De høje langtidsblodsukre er væk, og min lækkersult er under kontrol – for det meste. Jeg dyrker masser af sport, og ryger ikke længere.
Jeg er ikke glad for sygdommen, men elsker livet.

Og helt ærligt - er jeg vist stadig forfængelig…

19 kommentarer:

  1. Hej Ane,

    Jeg har med interesse læst din artikel. Jeg er diabetiker, 51 år gammel og fik sygdommen for ca. 5 år siden. Jeg synes at det er en fin lille artikel men jeg er ikke enig med dig.
    For det første synes jeg ikke at bladet "diabetes" er "happy - good feeling". Jeg synes tværtimod at der fokuseres at for meget på problemer med løftet pegefinger. Husk nu at tale med din fodterapeut, øjenlæge, praktiserende læge osv. osv. Pas nu på det, og det kan du ikke, og her er iøvrigt en katastrofe historie om en for hvem diabetes er gået grueligt galt. Jeg finder "diabetes" vinklen negativ og ukonstruktiv.

    Hvad angår sygdommen, så synes jeg egentlig at den er helt uproblematisk og blot mildt irriterende. Uproblematisk fordi hvis den passes lever vi helt normalt og irriterende fordi man altid slæber rundt på alt for store blodsukkermålere, strips i for store runde beholdere, insulin sprøjter, sukker og lignende.
    Jeg tror at der i livet er "noget" til os alle - og hvis jeg kan nøjes med diabetes frem for andre grimme og livskvalitetssænkende sygdomme så kom med diabetes "anytime".


    Mvh
    Stig

    SvarSlet
  2. "...Uproblematisk fordi hvis den passes lever vi helt normalt..."

    Stig, det er simpelthen ikke rigtigt! Jeg tvivler ikke på, at det gør sig gældende for lige præcis dig, men dit "vi" burde skiftes ud med et "jeg"

    For mit eget vedkommende passer jeg min sygdom til punkt og prikke (vel at mærke OGSÅ ifølge min endokrinolog) og alligevel er min tilværelse ofte et levende mareridt pga. en ekstremt svingende insulinfølsomhed, hvor mit overordnede insulinbehov svinger med flere hundrede procent over uger og hvor insulin-kulhydrat-ratio den ene dag kan være 1:6 og den næste 1:18, selv om alle variabler er de samme. Tro mig, jeg måler og skriver ned og noterer, og der ER ikke noget mønster. Resultatet er bla. ufatteligt mange lave blodsukre (inkl. nærmest psykotiske tilstande under insulintilfælde, nærdødsoplevelser, hjerneskade og knækkede tænder)samt fuldstændig og total uforudsigelighed med sukkertal, der ofte svinger mellem 2 og 20 flere gange om dagen.

    Du må meget undskylde, men et sådant liv er der altså ikke meget normalt over, og jeg kan garantere dig for, at diabetes i dén udgave, jeg er blevet udstyret med, ER grim og livskvalitetssænkende!

    Hvad diabetesbladet angår: jeg er fuldstændig enig med Ane i hendes karakteristik af bladets vinkling som "happy-good", bla. i form af en stadig gentagelse af udsagn netop som dit eget citeret ovenfor. Og ja, det er da rigtigt, at der også omtales diverse senfølger, hvilket jo så bare gør kontrasten til den evige påstand om diabeteslivets "normalitet" så meget desto mere påfaldende. Har du overhovedet så meget som tænkt på, at for rigtig mange mennesker er omtalen af disse emner ikke bare en helt abstrakt, negtiv og ukonstruktiv "vinkel", men derimod noget, der handler om problemer, som rent faktisk er en del af deres virkelighed?

    Det er da synd, at du, som åbenbart kun oplever din sygdom som mildt irriterende, skal trækkes med negative emner. Men hvad så med de mange tusinder diabetikere - hvoraf mange har haft diabetes siden barndommen - for hvem stærkt funktionsnedsættende og måske smertefulde senfølger er barske realteter, skal deres virkelighed så bare ignoreres? Skal andre patienters meget reelle problemer og lidelser ties ihjel, så de ikke spolerer dit gode humør? Mener du, at (især andre menneskers)problemer nok ophører med at eksistere, så længe vi bare ikke taler om dem? Eller skal diabetesbladet i virkeligheden bare fokusere på den nok forholdsvis lille gruppe af glade og positive diabetikere, der ikke har de store problemer, og så må fanden ta' resten?

    SvarSlet
  3. Hej Ane og tak for din artikel det er godt at mærke når et menneske er oprigtigt og fortæller ærligt, hvad det oplever/har oplevet!
    Jeg er 50 år og har haft sukkersyge siden 2-3 års alderen, er gift og har 4 døtre, hvoraf den yngste også har fået diabetes som 8 årig - hun er nu 16 år og går på efterskole - ..
    Den var festlig kommentaren om at du ikke trængte til lykkepiller, men til piller der kunne tage din diabetes væk. Jeg har også engang imellem tænkt at det da er utroligt, hvad andre diabetikere tør vove sig ud i når jeg har læst i Diabetesbladet. De andre klamme ting med fødder, der går i stykker og hvad der nu ellers kan komme af sen-følger og deres udførlige beskrivelser dem springer jeg oftest let og elegant over og tænker at det er da ikke sikkert jeg bliver belemret med noget af den slags og man behøver da heller ikke tage sorgerne på forskud.For år tilbage mærkede jeg tydeligt når jeg lå lavt og det kunne ses på mig, skar underlige grimasser og mente bestemt ikke jeg trængte til noget at spise, hvad godt kunne være belastende for mine nærmeste, men nu mærker jeg dem ikke så meget mere og er rimeligt klar i hovedet selvom blodsukkeret ligger på en to tre stykker og klarer fint selv at få nogle kulhydrater indenbords.
    Har sommetider sagt til konen min: "sukkersyge og blodsukre bliver jeg aldrig helt klog på og blodsukre er nu en meget selvstændig størrelse, der tit og ofte gør som det passer dem!".. Har tidligere haft en ustyrlig trang til at æde slik og gjorde det. Jeg er jo også vokset op med, at de må du ikke og det skulle de nu ikke bestemme så jeg åd i smug og nød det, men alligevel med en dårlig eftersmag for tit førte det jo løgn og stjælen med sig at få lækkerierne indenfor rækkevidde. Nu er trangen lille efterhånden og jeg går helt åbent til værks og spiser sammen med fruen engang imellem også af det søde og fede, stegt flæsk og persillesovs er en af mine favoritter så det sker det står på bordet. Har fået insulinpumpe i 2006 og er glad for den da den giver mulighed for at forholde sig mere frit til at undlade mad og giver større udfoldelsesmuligheder, hvad angår fysiske strabadser. Gik sammen med fruen i de Norske fjelde i sommers, slukkede for pumpen og kunne holde blodsukrene på 5-7. Tændte blot for den når vi spiste og fik lidt insulin og slukkede igen så vi uproblematisk kunne trave videre sammen. Noget sådant var meget mere kompliceret førhen under penbehandling for da skal jeg da lige love for de kunne ryge langt ned når jeg brugte mig så meget og så måtte der indtages en masse kulhydrater for at vandringen kunne blive forsvarlig. Jeg har aldrig været nogen elite diabetiker og jeg er blevet tumlet meget rundt med i livet af den skide sukkersyge - har haft mange insulinchok i mit liv - og det ene samt det andet har vel slidt noget på en, men jeg har ingen senkomplikationer udover at jeg har fået laserstrålet mine øjne for at undgå at det de kunne se inde bag ved mine øjne i blodkarrene ikke skulle gå ud over synet.
    Der er mange hvorfor i livet vi aldrig får svar på, men jeg ved fra Guds Ord at han vil give os det som er til vort sande gavn Hebr. 12,10 og det ved vi ikke hvad er, men det gør han. Lina Sandell har et vers i sangen "Ingen er så tryg i fare" nu citerer jeg frit efter hukommelsen: Om han tager om han giver samme Fader han dog bliver og hans mål er kun det ene barnets sande vel at tjene.
    Jeg smutter Ane og I andre som måske har læst dette og rigtig god weekend!
    Min mailadresse kommer lige med så jeg kan kontaktes om ønskeligt. torasbknu@gmail.com

    SvarSlet
  4. Jeg synes disse indlæg viser med al tydelighed, at diatbetes netop er en meget svær størrelse. For hvad er det der gør, at nogle diabetikere kan trave rundt i de norske fjelde uden problemer, mens andre ikke tør bevæge sig uden for sit nærområde, for tænk hvis der skulle opstå insulinchok eller en uoverskuelig træthed.
    Jeg har selv været begge steder. Jeg fik diabetes for 16 år siden, de første par år på sprøjten gik godt. Men så begyndte blodsukrene at svinge. Og som den anonyme ovenfor skriver, så var der ikke noget mønster. Jeg kæmpede en daglig kamp mod blodsukre og enorme humørsvingninger deraf. Og så indimellem var der pludselig en periode, hvor alting gik fint. Og uden varsel - så var den gal igen.
    Siden 2008 har jeg været pumpebruger, og det har givet mig et helt andet liv. Et liv som Stig beskriver sit - uproblematisk hvor diabetes er noget, som jeg skal passe ligesom tandbørstning eller at tage min vitaminpille. Min diabetes er ikke længere nogen hindring for noget som helst. Og uanset om jeg lever ordentligt eller "synder" i perioder, så hjælper pumpen med at holde mine blodsukre perfekt.
    Netop fordi jeg har været der, hvor diabetes styrede mit liv, så sætter jeg så uendelig meget pris på at have fået et liv, hvor det nu er mig der styrer min diabetes. Et liv i frihed...
    Mange tanker og hilsener fra Stine

    SvarSlet
  5. Hej allesammen. Tak for kommentarerne - det er en interessant diskussion, og spændende med de personlige beretninger - tak til alle jer, der tør at dele dem. Det rører mig meget at læse dem.
    Der er i hvert fald ikke tvivl om, at enhver diabetiker oplever sin sygdom på hver sin måde, og reagerer meget forskelligt på den.
    Stig, jeg fristes til at være lidt flabet overfor dig og sige, at der altså findes både blodsukkerapparater, stripsbeholdere osv., der virkelig ikke fylder meget, så hvis det er det eneste ved diabetes, der irriterer dig en lille smule, er der råd for det.
    Jeg synes jo mere det er det, man skal bruge apparater og insulin til, der er irriterende. Jeg skal huske at måle, planlægge, tage hensyn, osv. Men det er måske bare fordi, at jeg ikke altid har været lige god til det?!
    Hvad bladet angår, synes jeg det er sigende, hvis man tager et vue henover forsiderne på de seneste års diabetesblade. Der er de unge, de ældre, familierne, børnene, sportsudøverne, osv. - og hvor ser de glade ud allesammen! Gør de ikke?
    Jeg ved selvfølgelig godt, at mine øjne ser gennem et filter, der har set sig lidt sur på alt det "happy, good feeling"-relaterede, og forestiller mig, at hvis man ikke har eller har haft problemer selv, ser man nok noget andet...
    Mit primære ønske med blog og artikel er jo dog heller ikke at nedgøre hverken blad eller glade diabetikere. Bare at opfordre til ærlighed.

    SvarSlet
  6. Hejsa

    Jeg må lige komme med en lille kommentar til artiklen og kommentarerne.

    Synes hverken bladet skal befinde sig i den ene eller den anden modpol. Altså hverken totalt happy eller ren skræmmehistorie. Da jeg var teenager var jeg nysgerrig og læste diabetesbladet, men efter hver gang sad jeg altid tilbage og følte mig totalt afmægtig og trist. Alle de ting der kunne hænde mig og sikkert ville ske. Det kunne jeg slet ikke overskue. Bladet fik en funktion af skrækkampagne: "Alt det her sker, hvis ikke du passer på og tager dig sammen" - men det kunne jeg ikke i de år. Dermed gav det mig endnu mere dårlig samvittighed.

    Jeg synes netop bladet har formået de seneste år at vende dette og fortælle om de gode historier også. Jeg har mere brug for at høre at JA vi kan få komplikationer, men det betyder ikke at livet er ødelagt derfra. Det betyder ikke at verden går under. Der er rent faktisk ting der kan gøres, hjælpemidler der kan findes, rådgivning der kan opsøges. Det er ikke enten/eller men både/og...

    Jeg har haft år hvor min diabetes fyldte alt, selvom jeg gjorde alt for at trænge den bort. De seneste år har jeg levet et balanceret liv med den, hvor den blot er en del af mit liv.

    Vi kæmper alle ja og vores krop reagerer alle forskelligt, men synes det er vigtigt hele tiden at holde fast i det positive og håbet - uden at forlade realiteterne.

    En lille kommentar til dit møde med andre diabetikere: Rigtig ærgeligt synes jeg, og synes du skulle prøve igen. For mig har det været vejen frem - møde andre in real life som man kan dele ens diabetes' op og ned med. Det betyder meget at have det netværk, som kan give noget helt andet end hvad behandlerne kan...

    SvarSlet
  7. Hej Lisbeth - og måske andre?
    Det at holde fast i det positive, nyde livet og alt det gode, uden at forlade realiteterne, er jo lige præcis, hvad jeg ønsker at sætte fokus på, både i denne blog og i artiklen i diabetesbladet. Har du mon tolket mine udtalelser på en anden måde, eller er vi helt enige?

    Interessant, at vi har en så forskellige måde at læse bladet på. Det er ikke det fokus på senkomplikationer, som flere andre også nævner, der generer mig. Jeg har bare haft en oplevelse af at stort set alle de diabetikere, bladet har lavet historier om, har fundet det nemt og problemfrit at have diabetes.

    Det har undret mig, og jeg har ønsket at udtrykke, at jeg dels ikke altid synes, det er nemt, og at jeg synes det i orden, at man ikke altid synes, det er nemt. Og jeg synes, det er vigtigt at tale ærligt om det. Giver det mening?
    Mht. at møde andre diabetikere - det kan godt være, at jeg en dag får mod og lyst til at opsøge det igen. Lige nu, er jeg dog stadig skeptisk, må jeg indrømme...

    SvarSlet
  8. Marie-Louise Heise17. marts 2010 kl. 23.06

    Hej Ane og alle I andre indlæggere.
    Som et hvert andet aspekt her i livet, findes der mere end et synspunkt.

    Jeg er 39 år og haft diabetes type 1 i de 28 af dem. Selvom jeg hører til de "happy go lucky" kan jeg godt huske og genkende noget af det du fortæller i din artikel.
    Godt nok var jeg noget yngre end dig da jeg debuterede, og var af den opfattelse at det skulle jeg bare klare. Jeg var indlagt med voksne mennesker - flere af dem med amputerede legemesdele samt en teenager som nægtede at tage insulin og blev med tvanglagt i drop. Lidt hård kost for en 11 årige der aldrig havde været indlagt på hospital før, og var af den opfattelse at man var rask når man blev udskrevet.
    Min lange historie derfra og hertil hvor jeg er i dag er skrevet ned i et længere foredrag jeg har afholdt for et års tid siden til Dansk Diabetes Forum, og det skal jeg ikke belemre Jer med her, men mailer det gerne hvis nogen skulle være interesseret.

    Det som jeg husker mest fra dengang var et spejl og skilt på væggen i venteværelset til lægen med denne inskription: Lille spejl på væggen der hvem er den bedste behandler her.

    Mine teenage år var heller ikke en dans på roser, blev sat i ungdomsgruppper men det vi mest snakkede om var hvor mange marsbarer eller guldøl vi havde indtaget, og det var nok ikke det jeg søgte. Havde det i det hele taget meget svært med at blive sat i gruppe med nogen fordi man havde samme sygdom som det eneste udgangspunkt, så jeg trak mig.

    Det jeg nok manglede var det som du beskriver som åbenhed. Ex. nu kommer jeg kun til kontrol når en bestemt læge er der, for der kan jeg sige alt som det er (og hos min tidligere sygeplejerske). Det kan godt være jeg er en af de heldige, for hvem man ikke kan måle eller se diabetes efter 28 år, men jeg er også den mikro lille marginal som altid falder uden for enhver statistik og det gælder stort set i hele den medicinske verden og kræver man stamper i gulvet ind i mellem mv.

    Jeg er også en af dem, som har stejlet over at diabetes i offentligheden ofte bliver fremstillet som en fæl lidelse og personerne som ofre. Ikke at jeg ikke er bekendt med det kan gå mere end meget galt, og det også drejer sig om politik og økonomi, men mener også der er et behov for at fremstille et liv hvor diabetes er en del af det men ikke kun det. Tænker ofte at hvis jeg var nyopdaget diabetiker, ville jeg få en depression eller blive ked hvis det var udsigten. Man er bekendt med det kan være udsigten, men det som går godt kommer ikke skidt tilbage.
    Jeg er også bekendt med at dem, som ikke kan styrer deres diabetes, der holder det hårdt og det gør mig ondt. Pumpen lyder som om den kan hjælpe flere og kan måske være et alternativ her?.
    - Må sige den er min absolutte allersidste løsning, kan slet ikke overskue tanken om at have en apperat fastmonteret på kroppen, men sådan har jeg det.

    Dette blev noget længere end først antaget ...
    /ML
    - mlheise@hotmail.com

    SvarSlet
  9. Hej Ane,

    Tak for dine kommentarer. Blot til orientering er jeg organtransplanteret, og i den kontekst er diabetes med de gener sygdommen nu engang har i min optik begrænset. Jeg forsøger at leve helt normalt, men skal passe både min afstødnings medicin og livsstil i den forbindelse og naturligvis min diabetes, som er en direkte konsekvens af min medicinering.

    Jeg har i mange år rejst verden rundt mere end 100 dage årligt, løber 3-4 gang ugentligt og har VALGT ikke at lade mig begrænse af mine diagnoser. Derfor er jeg mildt irriteret over, at skulle slæbe alt muligt diabetes grej med verden rundt. Det er måske min facon at bagatellisere diabetes på og gøre den uvæsentlig og "mildt irriterende" i min tilværelse. Vi håndterer situationen forskelligt!

    Det jeg egentlig forsøger at sige er, man kan synke ned i sin sygdom og ende med at lade den styre sit liv og være sin identitet, og der kommer der ikke meget positivt ud af.

    Vi er så vidt muligt nødt til at forholde os
    positivt til vores diagnose. Den forsvinder ikke, og vi må og skal leve med den - og guderne skal vide at diabetes ikke altid er let - men måske skal vi også tænke på, at der er en god tilværelse på trods af sygdommen.

    Mvh

    Stig

    SvarSlet
  10. hej Ane

    jeg sad faktisk og ventede hos min diabetes sygeplejerske da jeg åbnede "Diabetes" og læste din artikel.
    Hvor blev jeg glad :-)

    Jeg fik konstateret type 1 da jeg var 24 år. (Er i dag 48 år)
    Jeg har hele livet levet med min fars type 1 og alle sagde at jeg var heldig, for jeg kendte jo til diabetes.
    Nej jeg var IKKE heldig - jeg havde netop alle problemerne inde på livet. Jeg havde set min far falde om af hypoglukæmi, set ham sove aften efter aften pga hyperglukæmi,set ham få laser opereret sine øjne og jeg skulle senere i livet opleve tabet af ham i en alder af bare 64 år pga af forkalkede årer og komplikationer af en ellers uskyldig virus. Så jo jeg skulle være glad for diabetes i min familie.

    Jeg har været "dygtig" eller "heldig" jeg har trodset min diabetes og har et aktivt liv, afsluttede min udd, fået barn nr. 2 på trods af diabetes og lever stort set et normalt liv. MEN det føles som et snærende bånd at leve med diabetes. Alt skal planlægges og livet kan ikke leves spontant.

    jeg bliver vred når folk siger til mig at diabetes ikke er sygdom, men en livsstil.

    Jeg bliver ked af det når mine kolleger spørger mig om det nu også er klogt at spise det stykke kage, jeg er ved at putte i munden -på trods af at jeg prøver at forklare om det at "spare op" til kagen eller måle bs og tælle
    kulhydrater.

    Jeg bliver frustreret når jeg på diabetes amb.møder læge nr. 25, der hver gang skal høre min historie, men samtidig kigger på uret og siger "nå da der gik tiden - vi ses om 3 mdr. -måske"

    På min arbejdsplads er jeg anderledes -
    jeg skal have tid til at måle bs, skal kunne gå fra til at spise når bs. falder og jeg bagefter er "groggy" jeg skal have fri til amb.besøg, øjenlæge, fodterapeut, bandagist, øjenfoto, laboratoriebesøg og jeg er oven i købet så heldig at have en § 56 aftale, så min arbejdsplads ikke mister alt for mange penge når jeg er syg, - fordi jeg oftere bliver syg af de vira der florerer der hvor jeg arbejder.

    Det kan sagtens lade sig gøre at leve et godt liv som diabetiker. Men det kræver rigtig meget energi, viden og forståelse af egen situation at leve et godt liv. Og det kræver lige så meget af ens familie, venner, kolleger og omgangskreds.

    OG - 1. juledag fik vi så tredje generation type 1'er i familien. Vores søn på 28 år fik den fantastiske julegave - i arv fra sin morfar og sin mor. Det føltes som at få tæppet trukket væk under fødderne - og historien om tab af livsstil og udsigten til diabetes snærende bånd blev igen højaktuel i familien.

    Om han er "heldig" at have diabetes i en familie, hvor han altid har været tæt på en diabetiker, ved jeg ikke. Men han er heldig i den forstand at der er fokus på sygdommen, at der findes en lettere måde at måle og regulere sin sygdom på end da min far var ung i den højrensede svineinsulins tid, eller da jeg sad og rodede med engangs sprøjter og langsomt virkende insulin og urin sticks. Og han er heldig at møde kompetente sygeplejersker på Bispebjerg hospital - men at få diabetes det er sort uheld.

    Så tilbage til Ane og dit indlæg i "Diabetes" Hvor er det heldigt at der er en der tør sætte fokus på at det ind i mellem "sucks" at være diabetiker - at det er Ok at synes det er besværligt og at vi alle både når det ikke lykkes og vi er modløse og når vi rækker armene i vejret og jubler og en fantastisk "sladreprøve" er ærlige om at diabetes ER en Sygdom og IKKE en livsstil - for er det det, så "come on" I der vil have min livsstil - tag bare MIN diabetes.

    Knus til dig Ane for din åbenhed og tak for dit indlæg

    SvarSlet
  11. PS.
    Jeg slæber også rundt på et BS-apperat og insulin samt druesukker, cykler til og fra arbejde i det omfang vejret tillader det og dyrker yderligere motion når tiden tillader det. På den måde kan jeg få min diabetes tilpasset det liv jeg ønsker at leve. Og derfor vælger jeg at se på det som en del af mit liv og bruger ikke mere tid på det end højst nødvendigt. Hvad som er gået godt kommer ikke skidt tilbage. Skulle det en dag ikke holde mere må jeg tage det derfra.

    /ML

    SvarSlet
  12. Hej..

    Jeg har lige læst din artikel i diabetes bladet, Ane. Jeg har ellers aldrig læst et ord i det blad, fordi jeg ikke har villet. Jeg er meget stædig! Men denne gang opfordrede min onkel mig til at læse det, jeg ved ikke hvordan han har gennemskuet mig, men da jeg læste din artikel, så kunne jeg spejle mig selv lidt i dig.

    Jeg er 18 år og har haft diabetes i ca 2,5 år. Jeg gik på efterskole i 10. klasse da jeg fik det konstateret. Jeg havde lige været med efterskolen til Norge og stå på ski ugen inden. (kom hjem søndag den 20 januar og fik det konstateret den 21 januar, og blev indlagt klokken 13.30) - Jeg husker tidspunktet så tydeligt, jeg kan huske den dag som var det igår! Den dag, var den værste dag i mit liv. Jeg var syg af influenza, havde tabt mig 8 kg på den skiferie, jeg havde godt og grundigt mistet mit syn og jeg havde sår på min tunge, fordi jeg var så tør i munden hele tiden. Det var en forfærdeligt.. For mig var det en traumatisk oplevelse..

    Jeg har altid sagt til mig selv, lige fra den 21. januar, at det er noget nyt der skal køres ind i min hverdag, det er noget der altid vil være der, så det er bare noget jeg må affinde mig med og lære at acceptere. Det er lettere sagt end gjort! Jeg har aldrig været en elite-diabetiker, af den grund, at jeg aldrig har lært at acceptere min diabetes. Jeg synes, bestemt ikke det er nemt.. - Men jeg har aldrig faldet om af insulin chok, jeg kan mærke på min krop hvad mit blodsukker er. Mine langtidssukre har også altid været fine, men dog været lidt høje på det sidste, men er begyndt at falde igen.

    Undskyld, men jeg blev glad da jeg læste din artikel og jeg blev glad da jeg så den her blog, jeg har læst på den stort set hele dagen. Jeg vil gerne lige undskylde for, at jeg siger jeg blev glad for at se, at jeg ikke er den eneste der ikke har det super fantastisk med min diabetes. Jeg har altid været alene med den, jeg har ikke haft mulighed for, at kunne dele oplevelser, tanker osv. med nogen. Så er glad for at jeg nu har fået bekræftet at sukkersyge ikke altid er en leg på roser, og det heller ikke kun, er mig der har det sådan.

    Men diabetes er aldrig ens ved nogen, ligesom der heller ikke er to personer der er ens, så finder man heller ikke nogen, der helt præcist styrer det med diabetes ens. Det er bare forskelligt hos alle, nogen har nemt ved det, andre har ikke.. Ligesom en matematik opgave, nogen kan løse den uden problemer, andre vil hellere skrive et essay.. Sådan tænker jeg lidt engang i mellem, for at trøste mig selv måske? For det er immervæk ikke altid nemt..

    Hilsen Mette Graversen..

    SvarSlet
  13. Hej Mette. Tak for din kommentar. Det er altid - på en eller anden måde dejligt, når man finder ud af, at andre har haft det på samme måde som en selv - når man gik og troede, at man var den eneste, der havde det sådan.
    Det har jeg også oplevet flere gange - især siden starten af marts :)
    Sejt, at du har gode langtidsblodsukre. Det er flot, det havde jeg (med fare for at lyde lidt gammel) bestemt ikke som 18-årig.
    Håber du vil blive ved at følge bloggen - det er spændende, når andre også bidrager med noget herinde.
    Kh Ane

    SvarSlet
  14. HEJ alle

    Har fulgt med nu i et stykke tid, og føler at der mangler at blive taget hånd om emnet senkomplikationer "følgesygdomme", og deres indflydelse på Diabetikeres liv. Jeg er selv en som har haft diabetes type 1 nu i 24 år , og har fået fornøjelsen af at ha "modtaget" mange følgesygdomme oven i, og møder ingen forståelse for dem hos lægen ej heller har jeg tillid nok til at melde mig til et diabetes Ambulatorie - da jeg er for hidsig anlagt og ved at jeg ikke kan sammen med "SYSTEMET" Jeg kan tilskrive mindst 4 følgesygdomme til min diabetes.
    Så min behandling foregår med min læge som samarbejds partner og mig selv. Derfor mangler jeg nogen gange muligheden for at kunne spørge nogen som har disse ting om hvad de gør - eller ikke gør!!
    Informationen omkring diabetes i v´hele behandler systemet er ikke god nok i dagens danmark, og rigtig mange behandlere ved slet ikke nok til at kunne vejlede dem som har diabetes. det kan godt være de er uddannede og har læst i mange år, men de har ikke sygdommene og kan kun udtale sig ud fra hvad de har læst. og det er sgu for dårligt.

    Mange hilsner Lone

    SvarSlet