onsdag den 3. marts 2010

Hvad er problemet - helt ærligt?!

Skrevet af Ane Haahr Andersen

”Ane, du har sukkersyge”, sagde lægen, og kiggede alvorligt på mig. Jeg var 17 år og 1 måned, og fattede ikke så meget.
Først blev jeg bange, så blev jeg nysgerrig. Jeg blev også en lille smule lettet. Og så blev jeg frustreret. Deprimeret. Ked af det. Det sidste var jeg i lang tid.


Hvad stiller man op med en sygdom som diabetes? Man kan ikke forklare, hvorfor den er kommet, men den forsvinder aldrig. Man er syg, men man har ikke ondt nogen steder. Man skal spise sundt og til rette tid – sådan som alle mennesker egentlig bør spise. Man har lidt større risiko for andre sygdomme end andre mennesker. Generelt skal man lige være lidt mere forsigtig end alle andre mennesker.


På den ene side er man jo bare som alle andre. ”Du har vel ingen problemer med at styre din diabetes?”, ”Det er vel ikke svært at have diabetes i dag?”
På den anden side er man slet ikke som alle andre. ”Hvad er mit blodsukker nu?”, ”Hvad skal jeg lave senere i dag?”, ”Hvor mange gram kulhydrater er der i det mad?”, ”Hvor er mit druesukker?” ”Har jeg husket mit insulin?” osv., osv., osv.
Umiddelbart virker det måske ikke svært eller problematisk. Så hvad er problemet?

”Du har vel ingen problemer med at styre din diabetes?”

Det havde jeg i en lang periode, og her vidste jeg aldrig, hvad jeg skulle svare på dette spørgsmål.
Jeg bør tydeligvis ikke have nogle problemer at styre min diabetes, og jeg kan åbenbart slet ikke tillade mig at synes, at det er svært – for jeg kan jo alt det, som alle andre kan. Jeg har jo ikke ondt, og jeg skal jo bare spise det, alle andre alligevel bør spise?

Problemet? For mig har der været mange problemer, og det har været rigtig svært at have diabetes. Jeg har bare altid tænkt, at det nok har været mig, det var galt med. Min egen skyld, at det var svært.
I dag er jeg en af dem, der har styr på det. En af dem, der bliver spurgt om at medvirke i undersøgelser, hvor man skal bruge velregulerede diabetikere, en af overskudstyperne. Det er ikke svært, som det var engang.
Men jeg synes heller ikke altid, det er nemt. Jeg er bare begyndt at synes, at det er i orden at have det sådan.
Ikke for at gøre det værre end det er, men for at være ærlig omkring det, som det er.

Jeg har dyb respekt for dem, der ikke har nogen problemer med diabetes. Dem, der ærligt kan svare, at det altid er let. Men jeg undrer mig også over, om det virkelig er sådan, det er? Og jeg synes, at det er ærgerligt, hvis de I virkeligheden går og lader som om. Overfor andre, men især overfor dem selv – helt ærligt?!

23 kommentarer:

  1. Hej Ane,

    Jeg har netop læst artiklen om dig i diabetes-bladet - og jeg er meget lykkelig over, at nogen endelig tager bladet fra munden!

    Jeg har selv haft diabetes i 17 år, siden jeg var 7. Og selv om jeg har godt styr på sygdommen og har fine langtidsblodsukre, så er det ikke let - slet ikke!
    Jeg synes det er belastende og stressende, at man altid skal tænke på blodsukker, kulhydrater, motion etc. etc..

    Det er IKKE let at leve med sukkersyge, det er IKKE "bare" at tage lidt insulin og så ellers leve et almindeligt liv, og man kan IKKE leve noget almindeligt liv som diabetiker. Jeg forlanger ikke, at folk skal have ondt af os, men jeg kunne godt tænke mig bare en lille smule respekt for vores sygdom indimellem.

    Anyway, så skal vi nok klare os, og der findes mange, der har det værre; Det bliver jeg nødt til at sige til mig selv en gang imellem, når jeg bare synes, det hele er "træls". :-)


    Mvh. Niels Peter

    SvarSlet
  2. hej Ane og Niels Peter

    Det var skønt at læse Anes beretning i bladet og senere her på bloggen med Niels Peters svar. Jeg tilslutter mig fuldstændig jeres meninger. Også jeg er både træt og ked af at høre og læse, at man da bare skal tage insulin og så vips er alt let og ligetil. Og at diabetes slet ikke er en sygdom men bare en livsstil. Undskyld, men det er løgn og en uartighed imod diabetikere! Vel er det en sygdom, ellers behøvede vi nok ikke insulin for i det hele taget at overleve, mon.
    Vi gør vores bedste og kæmper på alle fronter for at få så normalt et liv som muligt, og jeg mener bestemt ikke, der er nogen klynkehoveder iblandt os. Men vis os dog i det mindste den respekt at anerkende, at vi har en sygdom og den indsats, vi gør for at leve med den.
    Mange hilsner til alle fra en, som fik diabetes i 1956, men som er still going strong - trods alt.
    Betty

    SvarSlet
  3. Tak for jeres kommentarer, det er dejligt med noget respons.
    Og jeg er glad for, at I forstår mine synspunkter.

    Jeg oplever bestemt respekt for min sygdom ind i mellem, men jeg har måske nærmere haft svært ved at føle den fortjent. Måske fordi jeg har haft en fornemmelse af, at det burde være så nemt, så det ikke fortjener en særlig respekt, måske fordi jeg i perioder vidste, at jeg burde gøre noget mere for at kontrollere sygdommen... Og måske bare fordi jeg var så træt af det hele?

    I forlængelse af dette vil jeg også sige, at jeg mener, at der findes klynkehoveder iblandt os. Forstået på den måde, at jeg selv i høj grad har været en af dem. Måske ikke så meget udadtil, men jeg har virkelig haft ondt af mig selv og af min situation, og følt at jeg var den eneste i hele verden, der havde det så slemt.
    Jeg tror, jeg havde brug for at være i denne boble af selvmedlidenhed for en periode, men jeg tror også, det var meget, meget godt at jeg kom ud af den, og opdagede, at det hele ikke var så slemt, som jeg følte.

    - Selvom det kan være træls og helt bestemt kræver en indsats, som vi helt sikkert gerne må blive anerkendt for!

    Det, jeg håber at blive lidt klogere på, bl.a. med denne blog, er om det mon er muligt at hvile et sted mellem at være klynkehovede og at være eliten.
    For jeg tror, at det er det bedste, og jeg tror også, at jeg tildels har fundet det sted, eller i hvert fald det område. Måske?
    Hvad gør man ellers?

    SvarSlet
  4. Hej Ane, det er ondt at skrive, men jeg blev næsten glad da jeg i bladet læste om dig.... Jubii jeg er sku ikke så unormal alligevel. Jeg fik diabetes 1 i 1999 og i starten gik det ok, men de sidste 8 år har og er et levende helvede engang imellem.. Hver gang jeg slapper af og hygger, ja så bliver jeg dolket i ryggen med et lavt blodsukker, jeg måler blodsukkere 5-6 gange dagligt,men forsøger at leve så normalt som muligt, jeg har ikke styr på min sygdom, selvom jeg lever sundt og dyrker motion.... Føler med dig, Hilsen Anja

    SvarSlet
  5. Hej.

    Dejligt at der endelig tales ærligt og åbent om livet med diabetes. For ja - man kan godt leve med sygdommen men det er fanme ikke nemt altså. Vi bliver da som alle andre også lækkersulten og kommer til at kværne en pose slik og så kommer den evindelige dårlige samvittighed som altid dulmer i baggrunden op til overfladen og dunker os i hovedet :-(

    Og det er okay at vi har dage hvor vi føler det hele er uretfærdigt og har rigtig ondt af os selv. For selvom vi har det bedre end så mange andre - SÅ ER DET ALTSÅ SYND FOR OS!!!

    Tak fordi du bringer emnet op - endelig en artikel i bladet jeg gad læse :-)

    Venligst Lisette.

    SvarSlet
  6. Hej.
    Jeg er så glad for at høre at jeg ikke er den eneste som syntes at diabetes er noget lort.. Jeg har haft diabetes i 11 år nu, fik det som 19 årig. Jeg er desværre en af dem som altid har haft problemer med min sygdom.. Jeg boede hjemme da jeg fik den konstateret.. min familie satte sig ikke rígtig ind i hvad sygdommen gik ud på, og ændrede ikke vores mad vaner meget.. Jeg har altid følt mig meget fortabt og alene med diabeten, og hader den faktisk utrolig meget.. Men jeg er bare glad for ikke at læse om endnu en succes historie:) Venligst Lene

    SvarSlet
  7. Anonym sagde ...



    Hej Ane,


    Jeg har med interesse læst din artikel. Jeg er diabetiker, 51 år gammel og fik sygdommen for ca. 5 år siden. Jeg synes at det er en fin lille artikel, men jeg er ikke enig med dig.

    For det første synes jeg ikke at bladet "diabetes" er "happy - good feeling". Jeg synes tværtimod at der fokuseres alt for meget på problemer med løftet pegefinger. Husk nu at tale med din fodterapeut, øjenlæge, praktiserende læge osv. osv. Pas nu på det, og det kan du ikke, og her er iøvrigt en katastrofe historie om en for hvem diabetes er gået grueligt galt. Jeg finder "diabetes" vinklen negativ og ukonstruktiv og mener, at der spilles på "skræmmeeffekten" mere end "guleroden".

    Hvad angår sygdommen, så synes jeg egentlig at den er helt uproblematisk og blot mildt irriterende. Uproblematisk fordi hvis den passes lever vi helt normalt - og irriterende fordi man altid slæber rundt på alt for store blodsukkermålere, strips i for store runde beholdere, insulin sprøjter, sukker og lignende.

    Jeg tror at der i livet er "noget" til os alle - og hvis jeg kan nøjes med diabetes frem for andre grimme og livskvalitetssænkende sygdomme så kom med diabetes "anytime".

    Mvh
    Stig

    SvarSlet
  8. "...Uproblematisk fordi hvis den passes lever vi helt normalt..."

    Stig, det er simpelthen ikke rigtigt! Jeg tvivler ikke på, at det gør sig gældende for lige præcis dig, men dit "vi" burde skiftes ud med et "jeg"

    For mit eget vedkommende passer jeg min sygdom til punkt og prikke (vel at mærke OGSÅ ifølge min endokrinolog) og alligevel er min tilværelse ofte et levende mareridt pga. en ekstremt svingende insulinfølsomhed, hvor mit overordnede insulinbehov svinger med flere hundrede procent over uger og hvor insulin-kulhydrat-ratio den ene dag kan være 1:6 og den næste 1:18, selv om alle variabler er de samme. Tro mig, jeg måler og skriver ned og noterer, og der ER ikke noget mønster. Resultatet er bla. ufatteligt mange lave blodsukre (inkl. nærmest psykotiske tilstande under insulintilfælde, nærdødsoplevelser, hjerneskade og knækkede tænder)samt fuldstændig og total uforudsigelighed med sukkertal, der ofte svinger mellem 2 og 20 flere gange om dagen.

    Du må meget undskylde, men et sådant liv er der altså ikke meget normalt over, og jeg kan garantere dig for, at diabetes i dén udgave, jeg er blevet udstyret med, ER grim og livskvalitetssænkende!

    Hvad diabetesbladet angår: jeg er fuldstændig enig med Ane i hendes karakteristik af bladets vinkling som "happy-good", bla. i form af en stadig gentagelse af udsagn netop som dit eget citeret ovenfor. Og ja, det er da rigtigt, at der også omtales diverse senfølger, hvilket jo så bare gør kontrasten til den evige påstand om diabeteslivets "normalitet" så meget desto mere påfaldende. Har du overhovedet så meget som tænkt på, at for rigtig mange mennesker er omtalen af disse emner ikke bare en helt abstrakt, negtiv og ukonstruktiv "vinkel", men derimod noget, der handler om problemer, som rent faktisk er en del af deres virkelighed?

    Det er da synd, at du, som åbenbart kun oplever din sygdom som mildt irriterende, skal trækkes med negative emner. Men hvad så med de mange tusinder diabetikere - hvoraf mange har haft diabetes siden barndommen - for hvem stærkt funktionsnedsættende og måske smertefulde senfølger er barske realteter, skal deres virkelighed så bare ignoreres? Skal andre patienters meget reelle problemer og lidelser ties ihjel, så de ikke spolerer dit gode humør? Mener du, at (især andre menneskers)problemer nok ophører med at eksistere, så længe vi bare ikke taler om dem? Eller skal diabetesbladet i virkeligheden bare fokusere på den nok forholdsvis lille gruppe af glade og positive diabetikere, der ikke har de store problemer, og så må fanden ta' resten?

    SvarSlet
  9. Hej Anonym,

    Tak for dit indspil. Jeg er da ked af at det falder dig for brystet, at jeg finder "diabetes" er negativt vinklet. Det er nu engang min holdning. Jeg har på intet tidspunkt ytret mig om at andre menneskers senfølger (og måske mine egne) skal ties ihjel, og det har intet som helst med mit humør at gøre. Jeg har blot ytret mig om min holdning til udtalelserne i bloggen og dem er jeg uenig i. Desværre falder det dig for brystet, og det vanskeliggør jo egentlig en konstruktiv dialog om temaet.

    Mvh

    Stig

    SvarSlet
  10. Hej alle sammen,jeg hedder Anna og er mor til en pige på 14 år som har fået konst. diabetes for 10 år siden. Jeg kan nikke genkendene til alle jeres oplevelser og erfaringer med diabetes. Vi har gået igennem både helvede og himmel med "vores diabetes".
    For nogle år tilbage traf jeg en Antroposofisk Homøopat og Irisanalytiker Finn Nørlev som vi så har konsul. siden hen ved alle vores datters bl.sukker svingninger som ikke altid kunne reguleres ved ændringer med insulin. DET ER DET BEDSTE VI NOGEN SINDE HAR GJORT! Vores barn har stadig diabetes og får stadig sin insulin chots dagligt men , der er stabilitet. Jeg kan kun varm anbefalde vedkommene. Jeg har inviteret ham til at holde et foredrag om diabetes og også om børn med diabetes, i aften i Holte, hvis nogen er intereseret skriv til mig. anna_monter@hotmail.com

    SvarSlet
  11. Hej til alle jer derude.
    Jeg tror meget handler om en balance. Jeg fik min type to da jeg var 13 og blev så skræmt af at skulle prøve at tage en sprøjte, så jeg gik i kontrol mode og tabte mig 10 kilo (var ikke synderlig stor før). Min diabetes "forsvandt" og der gik et stykke tid, hvor ikke så meget skete. Tilsidst kunne jeg dog se, hver eneste knogle i min krop og blev forfærdet, har altid synes det ligner noget l... hvis der ikke er lidt fedt på. Jeg holdt derfor op med at kontrolere alt og tog lidt på igen.
    Da jeg fyldte 18 "kom det igen" og der var jeg igang med en gymnasieuddannnelse. Jeg har siden da ikke kunne holde styr på den og ligger tit meget over det sædvanlige. Hver gang jeg dog prøver og tager op til et diabetes sted får jeg en løftet pegefinger og har ikke lyst til at tage tilbage.
    Nu har I så brug for ekstra info. Jeg er en 26 årig pige, blev født med epilepsi og blev mobbet i skolen, så udviklede en depression som jeg stadig har. Alle sygdomme er undersøgt, så har bevis på at jeg har dem.
    Lige pt. går jeg på uni.
    Nu kommer jeg så til min pointe, når jeg sidder og tænker på selvmord, så tænker jeg ikke på, hvornår jeg dør som følge af min diabetes, så er træt af at få den som en motivation for, at jeg skal tage min medicin.
    Jeg kender alle følgesygdomme, da min far er læge og jeg er tit træt af, at jeg ved der er diverse nye medikamenter, men ikke må få dem fordi lægerne på ambulatoriet synes at de er for svære for dem at styre så de vil hellere bare give insulin.
    Jeg har prøvet at være inde i systemet med kommunen, men fordi jeg ikke har nogen ydre fysik sygdom, har jeg skulle tage imod meget, som at få at vide, at jeg "bare" prøver at snyde systemet.
    Grunden til jeg stadig er her er, at jeg har mine forældre og venner, som prøver at hjælpe, så vidt de kan, men jeg kan sige til alle dem der ikke fejler som os......I kan måske komme tæt på, men I kan aldrig forstå 100%, hvordan det er.
    Jeg ved godt at det er hårdt for pårørende, men det sidste man har brug for når man er syg er at skulle støtte andre og have dårlig samvittighed over at man er syg, så for gud skyld, gå udenfor døren og græd. Vi ved det jo godt.....
    På mine gode dage, hvor min depression ikke har overtag, prøver jeg at spise rigtig, studere og være der for min familie og venner. De dage ligger alle værdier som de skal og jeg har overskud. Dog glemmer jeg ikke de dårlige dage, på de gode dage, de er en erindring om, at jeg skal få så meget ud af livet på de gode dage som jeg kan, fordi jeg hele tiden ved, at jeg kan falde tilbage.
    Jeg ville ønske, at jeg ville være et menneske som havde overskud hver dag og min sukkersyge ikke generede mig. Til dem vil jeg dog også sige at I har det godt og det er vi fleste glade for. Dog ødelægger I meget når I lægger ord i munden på os andre (kun tilegnet dem der gør det), desværre tager mange mennesker et menneskes ord for noget og jeg ved der er mange der slås med denne sygdom.

    SvarSlet
  12. Min historie blev for lang, så blev nød til at klippe den og resten kommer her....

    Jeg siger som regel ikke noget om min sygdom, medmindre folk spørger, men så får de også alt at vide.
    Noget af det værste jeg ved er når folk jeg ikke kender, begynder at sige, hvad jeg må spise, det er endda sjældent at de sætter det som et spørgsmål.
    Jeg må sige, tilgengæld vil jeg også ønske, at hvis man tager pratiksteder at man passer ekstra på. Jeg fik ikke, en praktikplads som jeg virkelig gerne ville have haft et sted fordi, de lige havde haft en pige med for lavt blodsukker som gik i gulvet og som ikke kom de næste par dage.
    Balance er svært at opnå, men for mig, mennesker og bladet, synes jeg at det er det man skal stræbe efter.
    Jeg har set at det kan lade sig gøre. Jeg har været på Pindstrupcentrets sommerlejr (integrationslejr for handicappet og ikke handicappet) som deltager og frivillig leder og nogle af de børn der er der giver e'n et nyt syn på livet og en inspiration.
    Når jeg mangler håb tænker jeg tilbage på de sommere og kæmper vidre.
    Der findes ikke klynkere når man har en kronisk sygdom, hver menneske oplever sin sygdom på hver sin måde og vi har forskellige netværk som vi kan trække på, nogle har intet.
    Ved ikke om alt det her gav mening, om det hjalp, eller noget, men det var i hvert fald lidt af min historie og mening om alt dette.

    SvarSlet
  13. Hej allesammen. Tak for kommentarerne - det er en interessant diskussion, og spændende med de personlige beretninger - tak til alle jer, der tør at dele dem. Det rører mig meget at læse dem.
    Der er i hvert fald ikke tvivl om, at enhver diabetiker oplever sin sygdom på hver sin måde, og reagerer meget forskelligt på den.
    Stig, jeg fristes til at være lidt flabet overfor dig og sige, at der altså findes både blodsukkerapparater, stripsbeholdere osv., der virkelig ikke fylder meget, så hvis det er det eneste ved diabetes, der irriterer dig en lille smule, er der råd for det.
    Jeg synes jo mere det er det, man skal bruge apparater og insulin til, der er irriterende. Jeg skal huske at måle, planlægge, tage hensyn, osv. Men det er måske bare fordi, at jeg ikke altid har været lige god til det?!
    Hvad bladet angår, synes jeg det er sigende, hvis man tager et vue henover forsiderne på de seneste års diabetesblade. Der er de unge, de ældre, familierne, børnene, sportsudøverne, osv. - og hvor ser de glade ud allesammen! Gør de ikke?
    Jeg ved selvfølgelig godt, at mine øjne ser gennem et filter, der har set sig lidt sur på alt det "happy, good feeling"-relaterede, og forestiller mig, at hvis man ikke har eller har haft problemer selv, ser man nok noget andet...
    Mit primære ønske med blog og artikel er jo dog heller ikke at nedgøre hverken blad eller glade diabetikere. Bare at opfordre til ærlighed.

    SvarSlet
  14. Hej Ane
    Det var lige mine ord - bare bedre formuleret!
    Jeg har længe tænkt på at jeg burde skrive til diabetesbladet om deres feel-good attitude. Og jeg tror du rammer meget præcist, når du skriver, at man først kommer frem med sine vanskeligheder, når man har fået styr på dem. I høj grad fordi reguleringen også (men ikke kun) afhænger af ens egen indsats, og man (jeg) tænker, at det er min egen skyld hvis jeg ikke er godt nok reguleret. Nogle få helte bryder mønsteret, som den anonyme blogger fra 12. marts. Tak for det!
    Jeg fik en pumpe sidste år, og har fået meget mere energi i hverdagen, fordi mine blodsukre varierer mindre. Før pumpen var det normaltilstand for mig at være træt, når jeg kom hjem fra arbejde. Så træt, at jeg kunne sidde ret op og ned og sove ved køkkenbordet! Men den gang tænkte jeg på det som en normaltilstand – det kunne ikke være anderledes. Når 'elite-diabetikerne' føler, at det ikke er et problem at have diabetes, så tænker jeg ind imellem på at det måske er blevet ’normaltilstanden’ at tænke på sit blodsukker og motion og kulhydrater hele tiden. Det er det også blevet for mig (har haft diabetes i 33 år, siden jeg var 13), men jeg tænker også på at hvor ville jeg kunne frigøre mange resurser og meget energi til andre ting, hvis jeg ikke skulle tænke på mit blodsukker hele tiden. Nogle snakker om at der kan gå sport i det, og det kan jeg også genkende. Jeg kan lave sjov med det, og fx på arbejde lave gættekonkurrencer: 'Hvor mange gram kulhydrat tror I der er i den her kage?' Men selvom jeg trives med min pumpe, så ville jeg stadig kunne frigøre masser af energi, hvis jeg ikke skulle bruge kræfter på min sukkersyge.
    Det er også rigtigt, at der er 'noget' til os alle, og til nogle er der mere and andre, hvis man fx både har diabetes og andre kroniske sygdomme. Og jeg mener jo også, at så må man handle ud fra de vilkår man har, finde ud af at leve med det så godt man kan, og søge hjælp hvor man kan, selvom det er svært hvis man bebrejder sig selv. Og ja, det kan være fornuftigt ikke at gøre det til et stort problem, men: Det er en sygdom, der er følgesygdomme, og vi (jeg) bruger energi på at regulere blodsukkeret!
    Det største problem ved diabetesbladets feel-good attitude er for mig at se, at (nogle af) dem der sidder midt i lortet, tror de er de eneste og at det er deres egen fejl, de skal bare tage sig sammen. Det kan jeg jo sagtens skrive, nu hvor jeg har det godt…

    Så tusind tak fordi du åbnede debatten! Det er dejligt at se, at der er mange andre, der har det ligesom mig ;o)

    Sofie

    SvarSlet
  15. Hej,
    Jeg synes at det er "rart" at læse, at ikke alle er vant til avære diabetikere.
    Jeg havde ikke svært ved at få at vide at jeg havde diabetes 2, men det har været svært at forholde sig til livet derefter!
    Da jeg realiserede at jeg fik det dårligt af mit store cigaretforbrug, stoppede jeg! Men da jeg fik dommen, du har diabetes, tænkte jeg hvor svært kan det være? Man sætter sig da bare ind i hvad man må, og ikke må! Først hvad må du spise og drikke? Utroligt mange "kloge" mennesker vidste alt om hvasd der var godt for mig?
    Jeg forsøger at leve meget sundt, for jeg vil da meget gerne se mine børnebørn vokse op, og blive til noget stort!
    FRem med alt om Diabes, og hvad må jeg få, og hvad må jeg ikke få! Det skulle være nemt, ikke? Næh, for pludselig var alt det sjove langt væk, jeg elsker mælk, og køber fedtfri Jerseymælk fra Thies mejeri, mewn fikat vide at mælk indeholder sukker, så ind på wikipedia, ALT, eller n æsten alt indeholder sukker, på den ene eller anden måde! Skulle man nøjed med at spise sine tablettet, og håbe at ingen siger at de indeholder måske sukker?
    Spøg til side, det jeg prøver at fortælle, er at der kommer så mange modsat rettede meninger om hvad man må og ikke må!
    MJaden kan jo blive så kedelig, og i særdeleshed når man er kokken i hjemmet, og partneren IKKE har diabetes!
    Jeg har valgt at sige lægen fra for en overgang, for lægerne har ikke den tid som jeg har brug for de har! Nu hedder det så Diabetes-ambulatoriet, for jeg håber at de kan hjælpe mig til at forstå og tolerere min sygdom.

    SvarSlet
  16. Lige til en kommentar til den sidste, her fra mig der blev nød til at klippe historien over. Nogle gange er diabetes-ambulatoriet heller ikke for gode, da der er mange læger igennem og de skiftes ud relativ tit. Du kan engang imellem være heldig og kan holde fast på en. Vigtigst er at du finder en læge der passer til dig. Der er nogle få praktiserende læger som er rigtig gode og fortrækker selv nogle af dem. De har oftest et større overblik, men igen det er langt fra alle læger der har. Tag tiden og prøv lidt forskellige læger, du får utroligt meget ud af det når du finder den rigtige.
    Personligt har jeg en neurolog, en psykolog som også er uddannet som læge, en praktiserende læge og går (når jeg kan holde dem ud) på ambulatoriet. Foretrækker i alle tilfælde mine personlige læger, men nu har jeg så også fordelen ved at vide, hvem der er blandt de bedste.
    Forresten skriver kun anonym fordi det er lettest.
    Hvis der er nogle der har brug for at snakke eller skrive med mig kan I lige sige til og så kan I få mit nr eller mail.

    SvarSlet
  17. Hej Ane.
    Dejligt du har taget hul på debatten. Og hvor kan jeg følge dig. Jeg var 28 da jeg fik konstateret type 1. I første omgang var det egentlig en lettelse, men senere blev det et helvelde for mig. Jeg var i dyb krise. Sagde mit job op for at koncenterer mig om at få styr på min diabetes, tog på daghøjskole i dans ( gjorde det jeg havde lyst til) og suntes egentlig det gik meget godt. Havde min honnymoon så jeg mente ikke jeg var så "syg". Tog derefter uddannelsesorlov og tog en idrætsuddannelse. Det var en hård uddannelse som stillede store krav til fysikken samtidig med at min diabetes blev sværer at kontrollere. Jeg begyndte at skulle tage insulin igen. Det var svært. Jeg var hele tiden meget alene med in sygdom og følte hele tiden det var min egen skyld at det gik ned af bakke. Jeg passe dog min diabetes, motionerede, spiste sundt, og fik insulin. Men min diabets var svært at regulere. Min lantidsprøve har altid ligget for "højt". Konstant rendt jeg rundt med dårlig samvittighed.un dajeg blev "gravid" blev alt godt igen ( har været det to gange). Kom på Rigshospitalet graviditetsteam som var fantastiske og følte jeg "tog " mig alvorligt med min diabetes. Rent hormonelt lå mine prøver perfekt de gange jeg var gravid - så jeg har siden tænkt at jeg nok altid bare skulle være gravid. HA HA 2 dejlige og velskabte børn er der kommet ud af det og det er skønt og dejligt at tænke på når man syntes helvees er løs noglegange. Problemerne dukkede desværre også op igen med svingende blodsukre og dårlig samvittighed trods mange målinger og sund livsstil. Nu er jeg lant om længe indstillet til en pumpe og jeg håber det kan hjælpe mig til at få en mere " velreguleret" diabetes. Alt i alt lever jeg godt nu. Har accepteret at det er svært at leve med diabetes men gør meget ud af se de gode ting fremfor al det jeg ikke kan. Underviser også selv andre diabetikere.Hvis du engang selv skal have børn kan du kun glæde dig. Pøj Pøj

    SvarSlet