søndag den 21. marts 2010

Diabetesudstyr

Skrevet af Morten Hasselbalch

Få det rigtige udstyr
Udstyret skal være i orden, hvis den megen træning med diabetes skal være mulig. Først og fremmest er en blodsukkermåler, du er komfortabel med, vigtig. For tiden kører der en række ”anmeldelser” af blodsukkermålere blandt brugere af www.diabeteschat.dk, som vil kunne give et billede af, hvor mange slags blodsukkerapparater, der findes.
Men ”anmeldelserne” viser også brugernes forskelligartede præferencer. Der er klart forskellige opfattelser af, hvad det er vigtigt, et apparat skal kunne. Det hænger igen sammen med ens behov og formål med blodsukkerapparatet.


Måleapparatet
Når jeg løber lange ture på 1½-2 timer eller cykelture på 2½-4 timer, har jeg af og til mit blodsukkerapparat med. Kravet til mit blodsukkerapparat er, at det skal kunne anvendes, uden at jeg behøver at stoppe op; det skal kunne angive værdien indenfor relativt kort tid; og derudover er det også gavnligt for mig, at blodsukkerapparatet lagrer de målte værdier således, at jeg kan gense mine målte blodsukkerværdier, når jeg er kommet hjem. Et apparat, der opfylder disse ting er Accu-Chek Mobile. Dette apparat gør det muligt at stikke dig og måle uden at stoppe op og endda med én hånd. Dette er også et rigtig godt apparat, hvis du cykler, da det med elastik let kan monteres på styret eller stellet. Hvis jeg har mit blodsukkerapparat med ud på løbeturen, er Accu-Chek Mobile tilstrækkeligt lille til at kunne være i en lomme i mit væskebælte.

Energidrikke
På alle træningsture og ved race har jeg kulhydrater med mig. På korte som lange ture. Det giver utryghed, hvis jeg intet har med mig. Jeg foretrækker klart at bruge energidrik (6-10 % opløsning), da dette på en og samme tid giver det fornødne energitilskud og væske. Energidrik kan købes i stort set alle sportsforretninger, og der er ikke de store forskelle på dem. Jeg har dog valgt et produkt, som består af 4:1 forhold mellem kulhydrat og protein. Kulhydrat er naturligvis vigtig for at få blodsukkeret til at stige og få en energiindsprøjtning, protein-delen er vigtig, da det har en muskelopbyggende funktion. Proteiner er musklernes byggesten.

Væskebælte
Jeg anvender et væskebælte til energidrikken. Dette bælte kan være udstyret med én til otte flasker afhængig af behov. De fleste væskebælter er som mit samtidig udstyret med en lille lomme til f.eks. en pakke druesukker. Druesukker er for mig nok det, der er lettest at dosere, men jeg er over tid blevet træt af at spise druesukker. Det er simpelthen lettere at drikke end at spise, når pulsen pumper derud af. Derfor fungerer druesukker for mig mest af alt som en nødration. Jeg bruger et væskebælte fra Amphipods: http://www.amphipod.com/overview/overview.htmlDen model jeg bruger, http://www.amphipod.com/345/345.html, synes jeg er god, fordi den har plads til to relativt store flasker og samtidig god plads til druesukker, nøgler og/eller blodsukkermåler.

Pumpebrugere?
Jeg bruger selv insulinpen. Er der nogen af jer, der bruger pumpe og kan skrive noget om de fordele, en pumpe kan have, når man dyrker motion? Det vil være interessant, hvis nogen af jer vi dele ud af jeres erfaringer.


Morten

1 kommentar:

  1. Hej Morten,

    Jeg har også type 1 og har meldt mig til ½-marathon d. 12. september i København, så jeg følger interesseret med på din blog. Dejligt med nogle konkrete og brugbare råd!! :-)

    Jeg har ledt efter væskebælter flere steder, men kan ikke finde et, som jeg synes sidder behageligt. Kan du oplyse, hvor du har købt dit Amphipod-bælte?

    Mvh Lars

    SvarSlet